København: (senest opdateret kl. 05.39) Københavns Politi begyndte klokken 5 i morges, at rydde det besatte Søminedepotet på Refshalevej.
På stedet var der ca. 10 personer, som alle er blevet sigtet efter straffelovens § 264, stk. 1, der handler om krænkelse af den private ejendomsret. De sigtede er blevet bortvist fra stedet, oplyser Københavns Politi.
Indsatsen er indtil videre forgået i god ro og orden.
Politiet oplyser, at man vil rydde området for opstillede genstande.
Søminedepotet blev under stor mediebevågenhed besat af aktivister lørdag eftermiddag. Politiet holdt sig i baggrunden, mens nogle hundrede mennesker brød afspærringen og besatte området.