Tirsdag eftermiddag traf politiet et par unge fyre op 15 og 18 år ved busholdepladsen på Bygaden i Kirke Hyllinge i Hornsherred, som de mistænkte var påvirket af narko.
De to blev visiteret af patruljen, som fandt den 15-årige i besiddelse af 10 poser med små hashklumper af omkring 1 gram i hver, så han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 18-årige havde et ulovligt kanonslag på sig, så han blev sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.
De ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Den 15-årige havde desuden et større antal pølsemandsposer, som var magen til dem, som hashklumperne lå i og en digitalvægt.
Politiet mistænkte, at den 15-årige var i besiddelse af hashen med henblik på videresalg.
Patruljen kørte drengen hjem, hvor hans værge blev underrettet om sagen. Drengens værelse blev ransaget, men politiet fandt ikke yderligere ulovligt.
De sociale myndigheder blev orienteret om sagen mod den 15-årige, som kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.