Københavns Vestegns Politi har i den forgangne måned ført en målrettet indsats mod den åbenlyse hashhandel i Ballerup og Skovlunde. Indsatsen er koordineret med kommuner, boligselskaber og lokalpolitiet i både Ballerup og Gladsaxe og har stoppet det åbenlyse hashsalg i området.
Det er anden gang inden for et par år, at den åbenlyse hashhandel i området bliver bragt til standsning.
I sommeren 2013 blev hashhandlen ved Skovlunde Station og Blokhaven i Skovlunde mere og mere åbenlys. En massiv efterforskning dengang gjorde, at pusherne blev fængslet og problemet forsvandt fra området. I foråret 2015 begyndte hashhandlen dog at tage til igen og det var på den baggrund at den målrettede indsats blev iværksat.
– Vi har den seneste tid set, at handlen igen var begyndt at blomstre op på forskellige steder i kommunen. Bl.a. i Hedeparken og Malmparken Station oplevede beboerne hashsælgere med en særdeles utryghedsskabende adfærd og derfor skred vi ind, siger lederen af indsatsen fungerende politikommissær Søren Puggaard.
Politiets er gået efter både pushere og købere af hashen. I alt er 10 pushere blev taget for hashsalg 22 gange og ca. 30 af køberne er blevet sigtet. Hash-handlerne kan forvente fængselsstraffe og køberne står til bøde. Den målrettede indsatsen har bevirket, at det åbenlyse hashsalg i Malmparken Station og til dels Hedeparken nu er lukket ned.
– Vi er godt klar over, at hashhandlen flytter sig, og vi er derfor interesseret i, at borgere, der har kendskab til pushernes tilholdssteder, telefonnumre, knallerter og køretøjer, retter henvendelse til politiet og dermed fremadrettet er med til, at holde problemet nede, siger Søren Puggaard.