Lørdag morgen afgav betjente skud mod en mand på en adresse i Tyrens Kvarter i Ballerup.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Skudafgivelsen skete klokken 06.49 i forbindelse med en politiforretning, hvor der blev trukket kniv.
Manden, der er i begyndelsen af 30’erne, blev efterfølgende kørt til hospitalet. Politiet har ikke oplysninger om hans tilstand.
Sagen er nu overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som nu skal efterforske omstændighederne ved skudepisoden.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed bekræfter, at man klokken 07.28 blev underettet om skudepisoden af Københavns Vestegns Politi. Når Den Uafhængige Politiklagemyndigheds undersøgelse af episoden er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København.
Politiet oplyser, at manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag – formentlig in absentia.