Politiet standsede i går ved 21-tiden en Peugeot i en rutinekontrol på rastepladsen på Sydmotorvejen ved Tappernøje.
Der var fire personer i bilen i alderen 21-27 år, og det viste sig, at de nummerplader, der sad på bilen, hørte til en helt anden.
Bilens fører, en 27-årig mand fra Nakskov, blev derfor sigtet for at køre i en uindregistreret bil og for ulovlig omgang med hittegods. Nummerpladerne blev pillet af Peugeoten, som blev beslaglagt af politiet, indtil det er helt klarlagt, hvem der ejer bilen.
Inde i bilen fandt betjentene 8,7 gram kokain og 1 gram hash, som blev beslaglagt. En af passagererne, en 21-årig mand fra Nykøbing, erkendte, at stoffet var hans, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Peugeoten blev transporteret til politiets oplagsplads, og de fire personer, der havde været i bilen, forlod stedet. Til fods.