Næstved: Politiet beder om hjælp til at finde en bilist, der kørte fra et færdselsuheld, som skete søndag den 22. september.
Ulykken skete klokken 13.34 på Vordingborgvej i Rettestrup plantage uden for Næstved.
Det drejer sig om en sort stationcar, måske en Ford, hvor føreren af ukendte grunde pludselig bremsede hårdt op. Det betød, at en bagvedkørende også bremsede, men hun blev ramt bagfra af en anden bilist, som igen blev ramt af en tredje.
To personer måtte køres til observation og behandling for deres knubs på skadestuen i Slagelse.
Den sorte stationcar, som var uskadt, standsede kort op, hvorefter føreren flygtede fra stedet. Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger om den sorte stationcar.