Rigspolitiet har siden 2007 udarbejdet en særlig statistik, der belyser årsagerne til at politiet bruger staven. Statistikken for 2011 viser, at politiet i dag i langt højere grad bruger staven, enten for at beskytte borgere mod angreb eller som forsvarsvåben. Således var formålet i 65 procent af de tilfælde, hvor staven blev brugt i 2011 for at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på politiet selv eller mod andre personer, eller for at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv og helbred. I 2007 udgjorde den tilsvarende andel 47 procent af tilfældene, mens staven i 52 procent af tilfældene blev brugt for at sikre gennemførelse af en tjenestehandling, hvor der blev gjort aktiv modstand, eksempelvis i situationer, hvor en person gør modstand i forbindelse med en anholdelse. I 2011 var den tilsvarende andel 32 procent.
Antallet af gange politiet brugte staven i 2011 ligger tæt på det gennemsnit på 315, der var i perioden fra 2001 til 2010. Staven blev brugt flest gange i 2007 og færrest gange i 2001, hvor antallet var henholdsvis 402 og 256.