Politiet beslaglagde to ulovlige knallerter

Færdselspolitiet beslaglagde tirsdag aften to knallerter i Asnæs under en kontrol rettet mod ulovlige og hurtigkørende knallerter i området.

Den første standsning skete klokken 19.29 på Teglværkskrogen, hvor en 15-årig dreng fra Hørve blev stoppet på en knallert, som var ændret i strid med lovgivningen. Knallerten kørte uden udstødning og larmede ifølge politiet kraftigt.

Kort efter blev en 28-årig mand fra Asnæs standset på en knallert, som politiet vurderede kunne køre for hurtigt.

Begge knallerter blev beslaglagt med henblik på tekniske undersøgelser af deres stand og tophastighed.

For den 28-årige var det anden gang, hans knallert blev beslaglagt. Hvis undersøgelserne bekræfter, at knallerten kan køre for hurtigt, risikerer han både at miste retten til at køre knallert og at få køretøjet konfiskeret.

Politiet oplyser, at der gennem længere tid er kommet mange henvendelser fra borgere i området, som føler sig utrygge ved unge, der kører hurtigt og til tider hensynsløst på knallert.

Derfor var færdselspolitiet tirsdag til stede i civil for at sætte ind mod problemet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.