Det skal nok trække gæster til, når Pharrell Williams den 6. juli giver koncert på Plænen i Tivoli.
Med den amerikanske superstjerne har Tivoli sikret sig en af de absolut populæreste kunstnere gennem de seneste år.
Pharrell Williams er blandt tidens største globale hitmagere med flere awards i tasken, bl.a. 11 Grammyer samt Billboards’ udnævnelse til Producer of the Decade i 2010.
Han har længe stået på ønskesedlen hos Tivoli, der gennem de seneste år har kunnet præsentere en række verdensnavne som John Mayer, Elton John, Mark Knopfler og senest Tony Bennett & Lady Gaga. Og nu føjes så endnu en verdensstjerne til listen.
Der er tale om en betalingskoncert, sådan at publikum kan købe billet til det afspærrede område foran Plænen. Prisen for en billet er 395. kr. + gebyr og til den pris er entréen til Tivoli inkluderet. Billetsalget starter i morgen torsdag, kl. 10.00.
– Koncerten er et led i vores strategi i at give vores gæster flere unikke og eksklusive oplevelser. I dette tilfælde i form af en betalingskoncert på Plænen med Pharrell Williams, der er blandt vor tids største popsnedkere og en helt igennem forrygende live-kunstner. 6. juli er der i Tivoli dømt ren hitparade, sommer og virtuos musikalitet, siger underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel.
Koncerten kan selvfølgelig også høres af havens øvrige gæster uden for det afspærrede område.