Terrortruslen mod Danmark er skærpet på grund af konflikten mellem Israel og Hamas. Det skriver Politiets Efterretningstjeneste, PET i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten “Vurdering af terrortruslen mod Danmark”, som er blevet udsendt i dag.
Ifølge PET er terrortruslen mod Danmark i niveauet “alvorlig”, som er niveau fire ud af fem. Udover konflikten mellem Israel og militante grupper i Palæstina, som er eskaleret med afsæt i Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober sidste år, så peger PET også på sager om krænkelser af Islam, som årsag til den skærpede trussel.
-Både koranskændinger og konflikten i Mellemøsten har en afledt betydning for trusselsbilledet i Danmark. Samlet set er det vores vurdering, at terrortruslen mod Danmark er skærpet inden for det aktuelle niveau. Vi vurderer også, at det er dynamikker, der fortsat vil få betydning for trusselsbilledet i Danmark i 2024, og vi anser terrortruslen for skærpet mod Danmark og danske interesser i udlandet i minimum det kommende år, siger Michael Hamann, der er chef for Center for Terroranalyse hos PET.
Kan blive en trussel mod demokratiet
PET’s Center for Terroranalyse vurderer, at terrortruslen fra antimyndighedsekstremister i Danmark fortsat er i niveauet begrænset. Antimyndighedsekstremisme har udviklet sig fra i høj grad at have været drevet af narrativer forbundet med myndighedernes indsatser i forbindelse med covid-19-pandemien til nu at være kendetegnet af flere parallelle, bredtfavnende og omskiftelige dagsordener. Det medvirker til, at det antimyndighedsekstremistiske miljø fortsat er aktivt, og at de dominerende fjendebilleder i miljøet i høj grad er drevet af et antal konspirationsteorier.
-Fri debat om og mulighed for kritik af myndighedernes indsats er en fundamental del af demokratiet. I kontrast til dette kan spredning af beviseligt usande narrativer og konspirationsteorier have potentiale til både at inspirere til voldelige angreb på primært enkeltpersoner og til på længere sigt at erodere tilliden til myndigheder og afgørende forudsætninger for demokratiet, siger Michael Hamann.
:NB: