Slagelse Kommune har indgået en lejekontrakt med Fonden Danske Veteranhjem om en ejendom på Parkvej 28, som fremover skal danne rammen om et permanent veteranhjem.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det nye veteranhjem forventes at åbne i efteråret 2026. Indtil da fortsætter driften fra den midlertidige adresse ved Slagelse Station, som åbnede 1. november 2024.
Etableringen sker blandt andet med statslige midler fra Finansloven for 2024, hvor der er afsat penge til et nyt veteranhjem i Region Sjælland. En analyse fra Forsvarsministeriet har peget på Slagelse som den mest egnede placering.
Ifølge borgmester Knud Vincents (V) er det vigtigt for kommunen som forsvarskommune at kunne tilbyde veteraner et trygt sted med mulighed for fællesskab og støtte.
Ejendommen på Parkvej 28 er valgt blandt andet på grund af sin rolige og grønne beliggenhed, centrale placering og gode adgangsforhold samt nærhed til relevante samarbejdspartnere. Bygningen rummer desuden udviklingsmuligheder for veteranhjemmets fremtidige aktiviteter.
Hos Fonden Danske Veteranhjem ser man frem til at etablere et permanent tilbud, der kan fungere som fristed for både veteraner og deres pårørende.
Veteranhjemmet tilbyder allerede i dag en række gratis aktiviteter drevet af frivillige, og med de nye rammer bliver der blandt andet mulighed for at udvide aktiviteterne og tilbyde overnatning.
Ejendommen anvendes i dag af medarbejdere fra Center for Handicap og Psykiatri samt enheder inden for rusmiddelbehandling og socialpsykiatri. Disse flytter til Ingemannsvej.




