Lidt efter klokken to i nat, lød der et højt brag i Fensmark på Sydsjælland.
Ukendte gerningsmænd havde sprængt en pengeboks ud af en væg i en bygning på Næstvedvej.
Vidner har set fire mænd af formentlig østeuropæisk herkomst på stedet. De talte udenlandsk og bar hætter. De forlod stedet i en mørk bil – muligvis en Audi med bogstaverne AV i registreringsnummeret.
Selv om politiet var fremme under et minut efter anmeldelsen af sprængningen, lykkedes det gerningsmændene at slippe væk. Derfor hører politiet gerne fra folk, der kan have oplysninger til sagen.
Bygningen blev meget skadet ved eksplosionen, og der er fare for, at den kan styrte sammen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.