Patienter angriber lægens højre hånd

Hele landet: Nu skal vagter sørge for ro og orden i akutmodtagelsen.

Vi vil forrest i køen og kræver særbehandling, når vi skal til lægen. Og hvis ikke vi får vores vilje – så raser vi ud på lægesekretærerne.

Skældsord, spytklatter og sågar lussinger fylder stadig mere i dagligdagen blandt lægesekretærer rundt omkring på landets skadestuer og i almene lægepraksisser.

– Nogle patienter mangler forståelse for, der kan være ventetid. De vil til her og nu, råber grimt og kan også blive fysisk voldelige, siger formand for Lægesekretærer og Sundhedsservicesekretærer, Soile Friis, til Newspaq.

Chikanen ikke blot foregår ved fysisk fremmøde. Også på telefon og mail vinder den ubehagelige adfærd frem, forklarer hun.

– Hvis man ikke lige kan diske op med det, patienten ønsker lige nu og her, så er det som om, at det er legalt at hidse sig op. Især når man kan sidde bag tastaturet eller i den anden ende af røret og gemme sig, siger hun.

I HK bekræfter arbejdsmiljøkonsulent Niels Jacobsen, at den chikanerende adfærd er langt mere udbredt i dag end tidligere – og at det har stor betydning for lægesekretærerne i det daglige.

– Hvis bare man kunne nøjes med at have travlt, så var det det. Men her kommer en yderligere belastning oveni, som er meget værre. Folk bliver frustrerede, de når ikke deres arbejde og bliver usikre på sig selv. Det skaber et meget dårligt arbejdsmiljø, siger han til Newspaq.

En undersøgelse fra HK i 2006 viste da også, at knap hver femte lægesekretær på et tidspunkt har meldt sig syg på grund af psykisk overbelastning.

På Nykøbing Falster Sygehus har personalet i akutmodtagelsen gennem længere tid følt sig truet og chikaneret, og det har nu ført til, at man i juli og august har ansat et vagtselskab torsdag-lørdag nat.

– Specielt inden for de seneste tre måneder har vi oplevet et pænt antal episoder med trusler og decideret vold over for vores personale, og derfor har vi nu fået vagter, siger ledende oversygeplejerske Tom Hansen til Newspaq.

Vagtordningen er midlertidig og gælder indtil, man har fået installeret bedre sikkerhedsforanstaltninger.

Også på Gentofte Hospital er man ved at forbedre sikkerheden – her indfører man snart personlige overfaldsalarmer til dele af personalet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.