Flere patruljer blev torsdag formiddag ved 9-tiden sendt til Roskilde Station, hvor en passager i toget havde set en mand med en pistol.
Manden sad i toget med pistolen ned langs siden, dog uden at pege på nogen, men passageren var blevet bange og havde ringet 112.
Politiet tog alle forbehold og fik anholdt en 21-årig mand fra Roskilde, som befandt sig i toget. Pistolen viste sig at være en legetøjstpistol, og manden var på vej til introfest på universitetet med temaet ”militærfest”. Pistolen var derfor en del af hans udklædning.
Den 21-årige mand fik en kraftig formaning om aldrig at medbringe pistollignende genstande i det offentlige rum, da det skaber voldsom utryghed og kan bringe ham selv i fare.