En yngre bilist fra København ønskede tilsyneladende ikke at tale med politiet, da en patrulje i går henvendte sig til ham.
Episode fandt sted ved 14.30-tiden på Uno-X-tanken på Vesterbrogade i Maribo. Her kontaktede politipatruljen en 24-årig mand fra København, som oplyste, at han netop havde købt bilen, og at den derfor endnu ikke var registreret i hans navn, og det blev derfor aftalt, at han skulle parkere den på en p-plads overfor.
Men i stedet for at parkere på p-pladsen, valgte den 24-årige at køre fra stedet, og da han ikke havde spændt sikkerhedsselen, kørte betjentene efter ham og standsede bilen på Nykøbingvej.
Ved nærmere eftersyn virkede den 24-årige påvirket af stoffer, og en narkometertest viste, at han var påvirket af cannabis. Den 24-årige blev derfor anholdt og sigtet for at køre uden sikkerhedssele og for at køre i påvirket tilstand.