Hele landet: Forlagsdirektøren bag bogen om DR’s eks-generaldirektør Kenneth Plummer arbejder med at lave bogen til en tv-serie.
Den omstridte bog om DR’s nu tidligere generaldirektør Kenneth Plummer er udsolgt og drønet direkte ind som nummer et på bestseller-listen.
Og nu afslører forlagsejer Johnny Staun fra Bogkompagniet, at han har fået en interessant henvendelse vedrørende Kurt Lassens bog ‘Kenneth Plummer: “Summen af kardemommen”.
– Jeg har fået en henvendelse fra et produktionsselskab, som på baggrund af bogen vil prøve at lave den til en tv-serie. Jeg vil ikke afvise det, det lyder som en sjov ide, siger forlagsejer, Johnny Staun.
Allerede nu går han og leger med konceptet for tv-serien. Og titlen er klar.
– Den er jo oplagt at lave som en tv-serie. ‘Generaldirektøren’. Det er jo fantastisk tv, siger han.
Politikens tv-redaktør og tv-anmelder, Henrik Palle, kan også se muligheder i en tv-serie om Kenneth Plummer.
– Ja, det kunne man sagtens forestille sig. Det er jo nøjagtigt den samme historie, de fortæller i Borgen. Det er en ny person, som man ikke regner med havner i en situation, og så skal vedkommende vise, at han kan klare opgaven. Det er jo en helt urklassisk historie, og det ville det jo også være med Plummer, siger Henrik Palle.
Han kan sagtens se historien for sig allerede nu.
– Der var ikke lige nogen, der havde set, at den her Barbie-sælger skulle til at være generaldirektør i landets væsentligste kulturinstitution. Man kunne oven i købet forestille sig smedjeriet op til hans udnævnelse og konflikterne efterfølgende. Hans modstandere, som så en anden kandidat end ham, og også nogle af de gamle efterladte fra den gamle generaldirektør, som ville være illoyale overfor den nye, siger Henrik Palle.
Politikens tv-redaktør og anmelder ville dog ikke lave det til et drama – men en lidt anden genre.
– Hvis jeg skulle lave den, ville jeg lave den som en komedie. Det handler jo om Brian Mikkelsen, som skulle bruge Kenneth Plummer som nyttig idiot i sin kulturkamp. Så fandt han sin gamle ven, der sad ude på Nordisk Film og solgte playstation og satte ham ind som led i en strategi, der gik ud på, at TV2 skulle sælges, og jeg ved ikke, hvad der skulle ske med kulturlivet i Danmark. Hvis man bare brugte de originale replikker fra virkelighedens verden, kunne det være komisk i sig selv, siger Henrik Palle.