22. november 2024

Foto: Københavns Kommune

I forbindelse med planen for Københavns udvikling de kommende 12 år foreslår overborgmester Frank Jensen (S), at kommunen bygger 1.000 nye ungdomsboliger om året de næste 12 år 

Københavns politikere skal de kommende måneder drøfte en ny kommuneplan, som sætter rammerne for byens fysiske udvikling de næste 12 år. I den forbindelse opfordrer overborgmesteren nu til, at der bygges 12.000 nye ungdomsboliger i løbet af de næste 12 år.  

– København vokser med 10.000 indbyggere hvert år, hvoraf mange er unge og studerende. De tilhører lavindkomstgruppen, der har sværest ved at finde en bolig i København. Derfor skal vi sætte ekstra fart på byggeriet af ungdomsboligerså vi kan tilbyde flere unge en god bolig til fornuftige penge, siger Frank Jensen. 

Målsætningen om 12.000 nye ungdomsboliger er en fordobling af den nuværende målsætning i Kommuneplan 2015, som har et mål om at skabe ca. 500 nye ungdomsboliger om året eller 6.000 i løbet af planperioden.   

De mange nye ungdomsboliger skal opføres som led i overborgmesterens plan om, at der skal bygges mange flere mindre og helt små boliger i København. De mange små boliger vil øge den samlede boligmasse, så boligpriserne holdes i ro. Der er i København størst efterspørgsel på små boliger til byens mange singler og studerende.  

Unge i København bor i alle mulige boligformer, fx deler mange lejligheder. Ifølge en analyse, der er lavet forud for arbejdet med kommuneplanen, er der i dag næsten 11 unge mellem 18-29 år til hver ungdomsbolig, mens der efter overborgmesterens nye målsætning vil være ca. seks unge per ungdomsbolig i 2031. Regnes der alene med den del af de 18-29-årige, der er studerende, vil der være tre studerende per ungdomsbolig i 2031.  

En stor del af de kommende ungdomsboliger vil være almene ungdomsboliger, som har en lavere husleje end private ungdomsboliger. De kan opføres på grund af de 400 mio. kr., som Københavns Kommune har afsat i kommunal grundkapital til almene ungdomsboliger.  

Forslaget til Kommuneplan 2019 kommer i offentlig høring i efteråret 2019 og den endelige Kommuneplan sættes til afstemning i Borgerrepræsentationen den 12. december 2019.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.