188.522 løbere har tilmeldt sig lotteriet om de 45.000 startnumre til Copenhagen Half Marathon 2027. Det oplyser arrangøren Sparta Atletik & Løb, efter at fristen for tilmelding udløb den 30. september.
Der er dermed mere end fire ansøgere til hver plads ved løbet, som finder sted søndag den 19. september næste år. Med 45.000 deltagere bliver det den største udgave af Copenhagen Half Marathon hidtil.
Lotteriet åbnede den 16. september og har tiltrukket løbere fra både Danmark og udlandet. Spartas administrerende direktør, Dorte Vibjerg, glæder sig over interessen, men understreger, at deltagerantallet skal passe til løbets rammer.
– Vi ville så gerne invitere alle med til festen på både ruten og i Runners Area efter løbet. Men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten og kan derfor kun åbne for et antal løbere, hvor vi stadig ved, at oplevelsen og sikkerheden holder samme høje niveau, siger hun.
Efter lotteriets lukning er arbejdet med at udtrække deltagerne begyndt. De første udtrukne løbere får besked via mail fra den 5. oktober.
En plads i lodtrækningen bliver dog først til et sikret startnummer, når bookingen er gennemført. Dorte Vibjerg opfordrer derfor de udtrukne til at holde øje med indbakken og svare inden fristen. Ellers går pladsen videre til en anden løber.
Copenhagen Half Marathon arrangeres af Sparta Atletik & Løb, der er en non-profit idrætsforening.




