Vestegnen: Mere end 100 mennesker mødte op, da Københavns Vestegns Politi og Hvidovre Kommune tirsdag havde inviteret til borgermøde om indbrud i privat beboelse.
På mødet, der blev holdt i Medborgersalen, var der oplæg, dialog og masser af gode råd.
Nabohjælp, sikring – og andre gode råd
Borgermødet havde til formål at give borgerne gode råd og ideer til, hvordan de selv kan sikre deres hjem bedre mod indbrud – og dermed gøre livet sværere for indbrudstyvene.
Der var opsat en masse stande i midten af Medborgersalen, hvor der bl.a. var mulighed for at tale med lokalpolitiet og den kriminalpræventive sektion om, hvad man kan gøre for at gøre sit hjem mere sikkert. Nogle af rådene handlede om sikring af f.eks. døre og vinduer, og et vigtigt råd fra politiet var at gøre brug af Nabohjælp.
– Nabohjælp er et vigtigt våben i kampen mod indbrud. Man kan hjælpe hinanden i nabolaget ved f.eks. at holde øje med hinandens boliger, både i ferietider og til hverdag, siger vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi, Bjarne Nisted.
Borgerhenvendelser er en stor hjælp
Politiet gør meget for at forhindre og opklare indbrud, og Københavns Vestegns Politi har fra starten af september forstærket indsatsen mod indbrud med en stor gruppe betjente, der udelukkende arbejder med at sætte indbrudstyvene bag tremmer. I arbejdet med at forhindre og opklare indbrud er borgerhenvendelser af afgørende betydning.
– Et af de mest betydningsfulde midler i arbejdet med at forhindre og opklare indbrud er borgerhenvendelser, og derfor vil vi opfordre borgerne til fortsat at være opmærksomme og henvende sig til os, hvis de ser nogen eller noget mistænkeligt. Det har utrolig stor betydning i arbejdet med at stoppe og opklare de her forbrydelser, siger Bjarne Nisted.