Hele landet: Kommunernes Landsforening vil skifte de gamle blyanter ud med touchscreens.
I dag stemmer vælgerne landet over om, hvilke politikere der skal styre de danske kommuner de næste fire år. Afstemningen foregår på gammeldags vis med blyant og papir, men står det til kommunerne, skal vælgerne om fire år kunne stemme digitalt.
Kommunernes Landsforening (KL) har længe arbejdet for at få lov til at etablere forsøg med elektroniske afstemninger på valgstederne. Men indenrigs- og socialministeren har ikke ønsket at bakke op og modernisere valghandlingen, selv om teknikken, sikkerheden og økonomien bag er i orden.
Det kan ikke være rigtigt, at en så vigtig opgave i vores demokrati ikke skal følge med tiden, mener KL, der opfordrer indenrigs- og socialministeren til at give kommuner lov til at gennemføre forsøg med digitale valghandlinger.
– KL og regeringen ønsker, at kommunerne moderniserer og bruger digitalisering til at give bedre borgerservice og en mere effektiv forvaltning. Elektroniske valghandlinger kan betyde mere sikkerhed i stemmeoptællingen, færre køer ved valgstederne og besparelser ved færre valgtilforordnede, siger formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Erik Nielsen og fortsætter:
– Det håber jeg, at ministeren nu vil sikre, at lovgivningen ikke spænder ben for.
KL vil snarest skrive et brev til ministeren om mulighederne for at etablere forsøg med digitale valghandlinger. Målet er, at alle vælgere om fire år kan stemme digitalt på valgstedet, hvis de vel at mærke ønsker det.
– Forsøgene skal vise, hvilke udfordringer der er ved at gå fra papir til touch-screen, således at der ikke længere er nogen usikkerhed ved lade vælgerne stemme digitalt, siger Erik Nielsen.