Sjælland: Odderen er det mest truede pattedyr på Sjælland. Kun en ganske lille bestand i Vestsjælland holder stadig stand.
– Der er sikre beviser på, at odderen stadig lever på Vestsjælland. Vi ved ikke, hvor stor bestanden er, så i princippet kan det dreje sig om ganske få dyr. Derfor er det meget vigtigt, at vi passer på dem, der er tilbage, siger biolog Eilif Byrnak fra Ringsted Kommune.
Truet af fiskeriet
Truslen mod odderen kommer især fra åleruser. Halvdelen af odderne, der dør drukner i åleruser. Hvis odderen først svømmer ind i den er den fanget og kan ikke komme op og få luft og drukner derfor.
Fiskeriinspektoratet og kommunerne i Region Sjælland gør nu en særlig indsats for at redde odderen gennem udlevering af stopriste til rusefiskere og en informationskampagne .
Gratis udlevering af stopriste
Der er i Danmark krav om, at ruser i ferskvand skal være forsynet med stoprist. Stopristene kan man sy ind i åbningen til ålerusen. Risten tillader ålen, men ikke odderen at svømme igennem. Fiskerne kan herved sikre, at de sidste oddere på Sjælland ikke lider druknedøden.
Rusefiskeriet starter 1. august. Og stopristene udleveres gratis fra Fiskeriinspektoratet i Roskilde og fra en række kommunekontorer. Fiskerikontrollen vil føre tilsyn med, om reglerne for opsætning af ruser og brug af stopriste overholdes.