Lyngby-Taarbæk: Lyngby-Taarbæk Kommune har netop lagt sidste hånd på en aftale, som sikrer mere aktivitet i Kulturhuset. Fra 1. marts 2014 fremlejer Henrik Thorsager Andersen Kulturhuset, som både skal anvendes til kulturelle og kommercielle arrangementer. Lyngby-Taarbæk Kommune har sikret sig ret til brug af huset 40 dage om året.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Dorete Dandanell glæder sig over aftalen:
– Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan se frem til mere liv og aktivitet i Kulturhuset. Samtidig med, at vi med aftalen om kommunens 40 dage sikrer, at de frivillige kulturelle foreninger stadig har et attraktivt sted til koncerter, stand-up, teater mv. Det er ikke nemt at drive kulturhuse i omegnskommunerne i disse år, men jeg håber, at Henrik Thorsager Andersen, der har solid erfaring med at drive kulturhuse, kan få Kulturhuset til at fungere efter hensigten.
Borgmester Søren P. Rasmussen supplerer:
– Vi har med aftalen landet en rigtig god løsning for Kulturhuset. Dels åbner aftalen op for flere kulturelle begivenheder til gavn for borgerne, dels muliggør aftalen attraktiv møde- og konferencevirksomhed i Lyngby midt til gavn for det lokale erhvervs- og handelsliv. Og det oven i købet samtidig med, at kommunen årlig sparer ½ mio. kr. på lejen af Kulturhuset.
Henrik Thorsager Andersen bor i Lundtofte og har tidligere erfaring med drift af lignende kultur- og konferencehuse fra bl.a. Øksnehallen i København og Fredericia Messecenter. Siden 2010 har han været selvstændig med Adexpo, som arrangerer messer, udstillinger, events mv.
– Kulturhuset er jo et fantastisk sted med masser af muligheder. Der sker mere og mere i Lyngby i disse år, og jeg glæder mig til at samarbejde med erhvervslivet i Lyngby og de mange kulturaktører om at skabe et aktivt og kreativt kraftcenter i hjertet af byen, fortæller Henrik Thorsager Andersen.
Frem til 1. marts 2014, hvor Henrik Thorsager Andersen overtager Kulturhuset, er der indgået aftale om, at Henrik Thorsager Andersen står for bookninger mv. i Kulturhuset.