23. november 2024

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (midten) blev modtaget af bl.a. borgmester Merete Amdisen (tv) og Rasmus Ørvad Boné, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget (th) (Handout: Ishøj Kommune).

Ishøjs borgmester Merete Amdisen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard klippede fredag den røde snor og indvie et nyt jobcenter i Ishøj.

Det nye jobcenter skal fremover hjælpe borgere i Ishøj med at komme i arbejde eller uddannelse, efter at det forpligtende samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk ophørte ved nytår.

I de seneste 14 år har Vallensbæk Kommune ellers haft til opgave at tage sig af beskæftigelsesområdet for begge kommuner, men i fremtiden skal medarbejderne i Ishøj Jobcenter selv hjælpe deres egne borgere.

-Og det giver rigtig god mening, synes jeg. I bund og grund har vi haft et godt samarbejde med Vallensbæk Kommune, som har gjort et godt stykke arbejde, men det er nu Ishøj Kommune, som kender sine egne borgere bedst. Derfor er vi naturligvis glade for, at vi nu selv kan arbejde med at hjælpe vores borgere i job og uddannelse, siger Merete Amdisen.

Tæt samarbejde med erhvervslivet

Med etableringen af det nye jobcenter vil Ishøj Kommune havde endnu større fokus på beskæftigelsesområdet i de kommende år.

Af samme grund har kommunen også fået et nyt politisk udvalg, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, som skal tage sig af de politiske opgaver på erhvervs- og beskæftigelsesområdet.

Formanden for udvalget, Rasmus Ørvad Boné (C), er begejstret for, at Ishøj nu får sit eget jobcenter, så arbejdsløsheden i kommunen kan blive bragt ned – i tæt samarbejde med blandt andet det lokale erhvervsliv.

-For det er ude i virksomhederne, at arbejdspladserne bliver skabt, og vi skal fra Ishøj Kommunes side bestræbe os på, at de lokale virksomheder altid kan få den arbejdskraft, som de efterspørger, siger Rasmus Ørvad Boné.

Omkring 60 medarbejdere får fremover deres daglige gang i det nye jobcenter, som er placeret på Brohuset på Vejlebrovej. Blandt dem vil være ca. 30 medarbejdere, som er flyttet fra jobcentret i Vallensbæk til Ishøj Jobcenter.

-Vi har både nogle hamrende dygtige medarbejdere og et blomstrende erhvervsliv, så jeg er overbevist om, at vores nye jobcenter vil få succes med at hjælpe vores borgere og få sænket ledigheden. Det er på mange måder en historisk dag, og vi er klar til at tage fat fra første dag, siger borgmester Merete Amdisen.

Skulderklap fra ministeren

Også fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard var der fuld tillid til, at de ”dygtige og dedikerede” medarbejdere i det nye jobcenter, kan gøre en forskel for borgerne i Ishøj.

-Min opgave bliver at sikre, at jobcentrene har de rette værktøjer og forudsætninger for at sætte ind, hvor indsatsen nytter mest muligt. Jeres opgave bliver at få ledigheden bragt ned – og få langt flere med i arbejdsfællesskabet. Med et stærkt og lokalforankret jobcenter – med tæt kontakt til jeres borgere og virksomheder – har I alle muligheder for at få vendt udviklingen, sagde Peter Hummelgaard i sin tale ved indvielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.