Et bredt flertal i Guldborgsund Byråd har indgået en budgetaftale for 2026. Aftalen blev underskrevet torsdag og har opbakning fra 27 ud af 29 byrådsmedlemmer. Som i sidste års budget er der et særligt fokus på børnene i de kommunale dagtilbud.
-”Med sidste års budgetaftale blev vi enige om et varigt løft af børne- og ungeområdet, og jeg er glad for, at forligsparterne bag dette års budget igen er blevet enige om at prioritere børnene,” siger borgmester Simon Hansen. Han understreger samtidig glæden over den brede politiske enighed:
-”Jeg er også glad for, at vi igen i år står med en bred politisk aftale. Det vidner om, at vi trods politiske forskelle står sammen og er fælles om at tage ansvar. Jeg vil gerne takke alle forligsparter for det gode samarbejde, vi har haft om budgettet.”
Aftalen betyder, at der tilføres ekstra midler til dagtilbudsområdet. Guldborgsund Kommune kan se frem til omkring 10 millioner kroner via regeringens finanslovsforslag, og forligsparterne har besluttet at supplere med yderligere fem millioner kroner. Midlerne skal primært bruges til at ansætte flere pædagogiske medarbejdere. Derudover er der afsat 36 millioner kroner til en ny daginstitution i Eskilstrup, som skal erstatte den nuværende bygning, der beskrives som slidt og utidssvarende.
Også ældreområdet er prioriteret i aftalen. Klippekortsordningen videreføres, der tilføres ekstra midler til frivillige og foreninger, og det planlagte besparelseskrav på 16 millioner kroner i 2026 bortfalder. Samtidig er der afsat 42,8 millioner kroner over fire år til grundkapitalindskud i forbindelse med opførelsen af nye plejehjem.
Budgetforliget indeholder desuden investeringer i lokale fællesskaber. Der afsættes midler til foreningslivet, forsamlingshuse, grønne byrum og projekter, der fremmer natur og biodiversitet. Der afsættes også ekstra midler til renovering af flere lystbådehavne i kommunen. Byggeriet af Sakskøbing Sluse har vist sig dyrere end forventet, og derfor fordobles det kommunale tilskud med yderligere fem millioner kroner.
I Nykøbing Falster prioriteres udviklingen af havnen og byggeriet af Bastebrohuset, der skal samle Museum Lolland-Falster og hovedbiblioteket. De kommende fire år afsættes yderligere 13 millioner kroner til projektet.
Erhvervsområdet er også en del af aftalen. Kommunen vil fortsat styrke erhvervsservice, tiltrække nye virksomheder og udvikle erhvervsarealerne ved motorvejen. Tilskuddet til handels- og erhvervsforeningen Vores Nykøbing hæves til 1,5 millioner kroner årligt, forudsat at foreningen selv bidrager med 500.000 kroner. Der afsættes desuden penge til bedre parkeringsforhold ved Guldboxen.
Aftalepartierne har samtidig forpligtet sig til at arbejde videre med temaer som uddannelse, kultur, erhverv, grøn omstilling, klimasikring og digitalisering. Budgettet skal nu behandles i byrådet og forventes endeligt vedtaget den 9. oktober.


