Gladsaxe Kommune har fået ny erhvervschef.
Karen Brosbøl Wulf har siden 2018 arbejdet som leder af erhvervspartnerskabet Gladsaxe Erhvervsby og været med til at styrke netværket og samarbejdet mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder. Nu skal hun også stå i spidsen for Gladsaxe Kommunes erhvervsenhed, som tilbyder en lang række erhvervstilbud, en effektiv erhvervsservice og innovative partnerskaber. ´
Gladsaxes borgmester Trine Græse ser frem til samarbejdet med den nye erhvervschef, som allerede er et velkendt ansigt i kommunen.
-Med Karen som vores nye erhvervschef viderefører vi vores ambitioner om at skabe stærke partnerskaber mellem virksomheder og Gladsaxe Kommune. Vi vil ikke bare levere en fremragende erhvervsservice, vi vil også stille os til rådighed som samarbejdspartner for virksomhederne om blandt andet bæredygtig udvikling, uddannelse og rekruttering. Karen har vist, at hun er dygtig til at skabe innovative samarbejder, og jeg glæder mig til at se nye netværk og partnerskaber vokse frem, siger borgmester Trine Græse.
Den nye erhvervschef glæder sig:
-Jeg glæder mig meget til at lære endnu flere virksomheder i Gladsaxe at kende og finde potentialerne i nye samarbejder på tværs af erhvervslivet, uddannelserne og kommunen. Jeg er optaget af, at alle virksomheder i Gladsaxe oplever værdien af at være en del af et stærkt og innovativt erhvervsmiljø i en af Danmarks største og bedste erhvervskommuner, siger erhvervschef Karen Brosbøl Wulf.
Karen Brosbøl Wulf har en kandidat i medievidenskab og har mange års erfaring inden for erhvervs- og turismeudvikling i både den private og offentlige sektor. Hun bor i Gentofte med sin mand og deres to børn.