Roskilde: “Mange hjerner – en puls”. Det er én af kongstankerne bag vinderforslaget til den nye Campus Roskilde, som en enig dommerkomité netop har udpeget.
Campus Roskilde skal samle University College Sjællands professionsbacheloruddannelser og give de studerende fra de forskellige fagområder oplevelsen af at være del af et samlet og mangfoldigt universitetsmiljø, der slår med fælles puls. Visionen bag projektet, der er skabt af et team med fire parter, lyder “måske møder vi dig, du møder helt sikkert os”.
Campus Roskilde
Den nye campus kommer til at bestå af fire kvadratiske bygninger på i alt 14.000 kvadratmeter. Bygningerne roteres let i forhold til hinanden, så de danner en bue. På indersiden af buen, som vender ind mod RUC, etableres en overdækket torveplads, der skaber liv og samling blandt de studerende. Campus Roskilde åbner sig samtidig mod solen, så bygningerne på forskellige tidspunkter af dagen får mest mulig glæde af dagslyset. Samtidig skærmer de også mod støjen fra motorvejen.
En grøn profil
Den enige dommerkomité fremhæver vinderprojektet som ”særdeles overbevisende og gennemarbejdet” og roser projektet for at være imødekommende og overskueligt. Samtidig understreger dommerkomiteen, at forslaget især vinder på at have forstærket den særlige identitet, som området har i en ny og selvstændig fortolkning og for sin visionære strategi for energi og miljø. Bestyrelsesformand for University College Sjælland, Hans Stige tilføjer, at: “projektet fremstår gennemtænkt fra a til z. Ikke mindst fordi forslaget udnytter bygningens dagslys optimalt og dermed sænker energiforbruget.”
De fire parter
Holdet bag forslaget er entreprenør Enemærke & Petersen, Henning Larsen Architects, COWI og Thing & Wainø Landskabsarkitekter. Henning Larsen Architects og Cowis samarbejde går mange år tilbage og indbefatter bl.a. det igangværende byggeri af et Reykjavik Universitet i Island. Thing & Wainø Landskabsarkitekter har stået for de udendørs arealer, mens energikonceptet er udviklet af COWI med inddragelse af Ph.D.-forskningen hos Henning Larsen Architects. Enemærke & Petersen er totalentreprenører.
– Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem de fire projektdeltagere, og det har været en spændende proces. Vi er alle glade for, at det har båret frugt, og nu glæder vi os blot til at føre projektet ud i livet, fortæller direktør fra Enemærke & Petersen, Sven Mortensen.
Projektets første etape forventes at være klar til at blive taget i brug af de studerende i januar 2012.