For 14 dage siden valgte politiet at forbyde de to grupper Bandidos og Black Army adgang til deres respektive klubhuse. Det skete efter der var blevet affyret skud mod gruppernes klubhuse.
Politiet har i de seneste 14 dage fulgt Bandidos og Black Army tæt og det er nu politiet opfattelse, at grupperingerne nu har forstået, at politiet slet ikke vil acceptere anvendelse af skydevåben i det offentlige rum. Derfor har politiet fra i dag kl. 9 ophævet forbuddet.
– Det er vores opfattelse, at vi nu står i en situation, hvor vi kan åbne klubhusene for medlemmerne igen. På trods af de voldsomme hændelser for et par uger siden, så mener vi, at naboer og almindelige borger kan være trygge ved situationen, siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:
– Det er dog vigtigt at understrege, at hvis der skulle være medlemmer af grupperingerne, der ikke har forstået budskabet, så tøver politiet ikke med at skride til handling med lignende konsekvent indgriben som fx forbud mod at komme i klubhusene.
Politiet vil fortsat holde et skarpt øje med Bandidos og Black Army i såvel aften- og nattelivet i Næstved og omkring deres klubhuse. Desuden efterforsker politiet stadig de to skudepisoder:
– Sagens alvor betyder , at vi stadig har en målrettet efterforskning mod gerningsmændene, idet rocker/bandemedlemmernes interne afregning i form af skudepisoder helt naturligt virker voldsomt på naboer m.m. slutter Kim Kliver.