Fra i morgen onsdag, kan pårørende besøge deres kære på Furesøs plejecentre.
Der er sat telte op ved alle plejecentre, hvor familiemøderne vil ske. Besøg skal aftales på forhånd, og der er fokus på at holde afstand og sørge for god håndhygiejne, så vi mindsker risikoen for at smitte ældre med coronavirus.
– Det bliver en glædens dag for mange ældre og deres pårørende. Jeg ved, at mange har savnet hinanden, og at det har været utroligt hårdt ikke at kunne besøge hinanden. Jeg er derfor rigtig glad for, at pårørende nu kan tale med deres kære under forhold, hvor vi samtidig minimerer risikoen for, at nogle af vores ældre beboere bliver smittet med coronavirus, siger Matilde Powers (S), formand for Udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.
Furesø Kommune følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for besøgene. De vil derfor foregå i telte uden for ved hvert plejehjem. Der vil være borde imellem de ældre og den besøgende for at sikre god afstand, og de besøgende skal spritte hænderne af ved ankomst for at mindske risikoen for coronasmitte. Har man symptomer på mulig smitte med coronavirus eller er i tvivl om det, skal man aflyse sit planlagte besøg.
Pårørende skal kontakte plejehjemmet og aftale tid for besøget. Da medarbejderne skal hjælpe til, vil besøgene primært foregå i dagtimer. For at sikre, at så mange som muligt kan besøge deres ældre, vil et besøg højst vare i 25 minutter.
Det er fortsat kun tilladt at komme ind på plejecentret, hvis der er en helt særlig situation fx at ens kære er blevet kritisk syg eller er døende.
Fakta: Sådan kan man besøge ældre på Furesøs plejehjem
- Aftal besøget med plejecentret.
- Aflys dit planlagte besøg, hvis du har symptomer på mulig smitte eller er i tvivl.
- Besøg foregår på hverdage, primært i dagtiden, og varer højst 25 minutter.
- Besøg foregår i telte. Der er sat stole op på hver side af et bredt bord, så I kan holde den anbefalede afstand på 2 meter.
- Håndhygiejne er vigtig. Sprit hænder ved ankomst.
- Kage, blomster etc. afleveres til medarbejderne, der søger for, at borgeren får det efter besøget.
- Der vil være medarbejdere i nærheden under besøget.
- Toiletbesøg er desværre ikke muligt under besøget, da der fortsat ikke er adgang på indendørsarealerne.
Kilde: Furesø Kommune.