Fra 1. januar bliver det lovligt at købe og besidde en peberspray i hjemmet.
Regeringen og Dansk Folkeparti vedtog tirsdag et lovforslag, som gør det lovligt for personer over 18 år, at besidde og bruge peberspray i eget hjem under rammerne for lovlig nødværge. Det vil således ikke være tilladt, at tage pebersprayen med sig ud af huset, med mindre man har opnået tilladelse fra politiet.
Samtidig skærpes straffen for personer, som tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af våbenlovgivningen eller straffelovens bestemmelser om f.eks. vold eller røveri, og som bærer eller besidder peberspray på steder eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, som f.eks. i aften- og nattetimerne i restaurationsmiljøet.