Branden, som den 31. januar kostede en en far og fire børn livet, blev ifølge politiet, antændt af to olielys.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i dag officielt identificeret de fem omkomne ved branden i en villa på Mosevej i Nakskov. De omkomne var Thomas Sørensen, 37 år og dennes to børn Casper Jul Sørensen, 5 år og Freja Jul Sørensen 8 år, samt Tobias Lüneborg, 4 år og Viktor Lüneborg 8 år.
Politiet oplyser, at branden er opstået i forbindelse med to olielys, der var tændt og placeret på et møbel i entreen umiddelbart ved siden af trappen til ejendommens første sal. Lysene formodes at have antændt brændbart materiale, hvorefter branden har udviklet sig meget hurtigt i brandbare genstande – blandt andet tøj i entreen.
Den hastige brandudvikling skyldes, at der opstod en såkaldt ”skorstenseffekt”, blandt andet fordi et vindue på første sal stod på klem.
En 34-årig mandlig beboer er fortsat indlagt med forbrændinger, efter at han og Thomas Sørensen forgæves forsøgte at redde de fire børn ud fra ejendommens første sal.
Politiet mangler fortsat nogle tekniske undersøgelser omkring de omtalte olielys.