I Vindinge sydøst for Roskilde har arkæologer fundet næsten 100 grave fra jernalderen. Fundet har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri på grund af faren for gravrøveri.
Det er somme tider nødvendigt for arkæologer at holde kortene tæt til kroppen, når de graver, simpelthen på grund af risikoen for gravrøveri og tab af uvurderlige kulturskatte. Det har været tilfældet med udgravningerne i Vindinge, som har stået på siden november sidste år. Her har man gjort mange og særlige fund, og nu hvor udgravningerne er afsluttet, kan arkæologerne endelig løfte sløret for, hvad de fandt.
Og det er ikke så lidt. Blandt andet har arkæologerne fundet næsten 100 grave med mennesker, som er lagt i jorden for mere end 1700 år siden. En stor del af gravene rummede meget velbevarede skeletter, samt gravgaver og personlige ejendele som fx perler, dragtnåle, hårnåle, kamme, lerkar, rester af dyr og meget mere
Fundene er gjort på to udgravningssteder.
Andre fund, som skårene af et såkaldt ’netzglas’, som formentlig er blevet skabt i egnene tæt på Sortehavet, 6 guldringe, nogle af dem endnu siddende på fingerknoglen, vidner sammen med gravene og usædvanligt velbevarede rester af beboelse tæt ved om, at egnen dengang var et sted med en særlig status og med mange betydningsfulde mennesker.
– Netop fordi der er så mange grave og så mange fund, giver udgravningerne os en helt særlig mulighed for at blive klogere på de mennesker, der levede på egnen i en meget præcis periode. Nu skal vi i gang med de naturvidenskabelige og arkæologiske analyser, som forhåbentlig kan give os svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål. Vi håber selvfølgelig på at kunne komme helt tæt på det enkelte menneske i den enkelte grav, men også at kunne se sammenhænge på tværs af gravene og måske opdage mønstre, vi ikke tidligere har været opmærksomme på, forklarer arkæolog og overinspektør Ole Kastholm.
Se fundene i efterårsferien
I efterårsferien slår Roskilde Museum dørene på til “Døden i Vindinge”, hvor gæsterne udover de fine fund og vil kunne opleve museets konservator Unn Gelting i aktion og få et indtryk af processen, der følger, efter at fundene bliver ind på museet. Ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål til en af de arkæologer, som har været med på udgravningerne. For de mindste vil der være mulighed for at gøre deres egne ’fund’ i den arkæologiske sandkasse.
Se mere om udstillingen på www.roskildemuseum.dk/doedenivindinge