Vestegnen: Et nyt musikprojekt skal få smilene frem hos udsatte børn fra Høje-Taastrup og Rødovre og give dem et nyt socialt netværk og samvær. Børnene får et instrument at spille på, musikundervisning og inviteres med i et stort orkester. Idéen stammer fra Venezuela, hvor mere end 300.000 børn og unge spiller med i den slags orkestre. Det er første gang, at det prøves i Danmark.
I Venezuela har man gode erfaringer med at få fat i gadebørn ved at give dem en plads i et orkester og dermed tilbyde dem andre værdier og netværk, end de kender i forvejen.
– I Rødovre har vi ikke gadebørn. Men vi har et enestående orkester, Rødovre Concert Band, som gerne vil være med til at tage et socialt ansvar i lokalområdet. Med inspiration fra Venezuela starter vi nu et socialt musikprojekt, hvor i alt 60 udsatte børn og unge tilbydes et nyt socialt netværk og samvær gennem musikken. De får et instrument stillet til rådighed, intensiv musikundervisning og en plads i et stort orkester. Selvom de sociale forhold er markant anderledes, kan musikken – ligesom i Venezuela give en masse sjove oplevelser og et bedre liv for børnene, siger Jan Kongebro (A), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rødovre Kommune.
Projektet retter sig mod de socialt udsatte børn og unge med særlige behov, specielt tosprogede elever, i alderen 8-12 år. Ligesom i Venezuela er det meningen, at mindst 90 procent af børnene i orkestret skal komme fra samfundets mest sårbare og udsatte grupper. De skal igennem et treårigt musisk forløb, hvor de skal gå til musik to gange om ugen.
Børnene bliver undervist af Rødovre Kommunale Musikskole og Rødovre Concert Band. Dirigenten i Rødovre Concert Band, Jørgen ‘Misser’ Jensen, er sammen med resten af orkestret gået aktivt ind i projektet. Orkestret har omkring 65 medlemmer i alderen 14 til 60 år, som spiller på et højt semiprofessionelt niveau.
– Næsten alle børn er født musikalske, så de kan lære at spille, hvis de får den rette undervisning og opbakning. Hvert barn får en plads ved siden af en voksen med samme instrument, som kan fungere som mentor. I løbet af de tre år, som børnene bliver undervist, skal de hvert år være med til 10 koncerter. I starten skal de blot være med – senere skal de spille med som en del af orkestret. Det er en stor oplevelse at være en del af det musikalske fællesskab og kæmpe sammen om at få musikken til at fungere og lyde godt, siger Jørgen ‘Misser’ Jensen, der udover at svinge dirigentstaven i Rødovre Concert Band også er soloklarinettist i DRs Symfoniorkester. Til daglig underviser han på det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
– Forskning viser, at når børn er aktive i fritiden, trives de bedre socialt. Efter tre år med undervisning og sammenspil skulle børnene gerne være blevet så forankret i musikmiljøet, at de har fået et stort socialt netværk med andre børn og voksne. Fællesskabet omkring musikken giver nogle fede oplevelser, som børnene kan tage med i bagagen resten af livet, siger Jan Kongebro.
Projektet ledes af den danske humanitære hjælpeorganisation Young Care og er støttet økonomisk af Rødovre Kommune og Høje-Taastrup Kommune. Projektet skal forløbe over fire år og er målrettet 60 børn i alderen 8-12 år, fordelt med 30 børn fra Høje-Taastrup Kommune og 30 børn fra Rødovre Kommune.