Politiet har sigtet en 49-årig mand fra Køge for bl.a. dokumentfalsk efter han blev standset søndag eftermiddag på Ringvejen i Køge på en motorcykel.
En politipatrulje ville lave en rutinemæssig kontrol og da de fik standset motorcyklisten erkendte han med det samme, at han ikke havde noget kørekort, da han var frakendt førerretten.
Politiet undersøgte motorcyklen nærmere, hvor det viste sig at nummerpladen var falsk. Den var udformet som en legal nummerplade, men tal og bogstaver lignede ikke en ægte nummerplade.
Den 49-årige blev derfor sigtet for dokumentfalsk ifølge straffelovens regler, da en nummerplade anses som et dokument.
Motorcyklen var ikke indregistreret i Danmark, og der var ikke tegnet forsikring på køretøjet. Politiet klippede derfor de ulovlige nummerplader af motorcyklen, og beslaglagde pladerne som bevis i sagen.
Den 49-årige blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser, og kan nu forvente at høre en del mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.