En 34-årig mand fra Køge blev fredag aften dræbt i et solouheld i Tureby ved Køge.
Uheldet blev opdaget af en forbipasserende ved 19.30-tiden.
– Der er tale om et solouheld, hvor en 34 årig mand fra Køge har mistet herredømmet over sin motorcykel. Motorcyklisten kørte ad Sæddervej mod øst hen over en bakketop over jernbanen, lige efter drejer vejen til venstre og motorcyklisten mistede her herredømmet og påkørte autoværnet med høj hastighed, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi René Søe Pedersen.
– Motorcyklisten blev på stedet tilset af en læge, men han var desværre dræbt på stedet.
Politiets bilinspektør har foretaget undersøgelser på stedet og motorcyklen skal undersøges yderligere en af de kommende dage.
Der var ingen vidner til selve uheldet og politiet hører gerne fra eventuelle vidner, som måtte have observeret selve ulykken eller lagt mærke til en motorcykel i området op til ulykkestidspunktet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.