23. november 2024

Foto: Thomas Voss

En 40-årig mandlig motorcyklist fra Lejre omkom i dag fredag kort før klokken 14 i forbindelse med et færdselsuheld, hvor han stødte sammen med en varebil.

Motorcyklisten kørte ad Ledreborg Allé i nordøstlig retning, da han stødte sammen med en varebil ført af en 23-årig mand fra København N, der forinden var kørt ad Ledreborg Allé i modsat retning.

Sammenstødet skete, da føreren af varebilen ville svinge til venstre ind ad en indkørsel.

Som følge af sammenstødet fløj motorcyklisten af motorcyklen og ramte en sten og pådrog sig så svære kvæstelser, at han trods livreddende førstehjælp blev erklæret for død på stedet af en læge fra den tilkaldte lægehelikopter.

Begge parter blev bragt til skadestuen i Holbæk, men den 23-årige fører af varebilen var sluppet uden fysiske skader. Han blev dog efterfølgende tilbudt at konsultere en psykiatrisk skadestue for at få fornøden krisehjælp i anledning af uheldet.

Rutinemæssigt fik politiet udtaget en blodprøve af begge førere til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer, ligesom de involverede køretøjer blev undersøgt nærmere af en bilinspektør.

Vejen var kortvarigt spærret i forbindelse med politiets og bilinspektørens arbejde på stedet og indtil de implicerede køretøjer efterfølgende var blevet fjernet fra uheldsstedet.

Den 40-åriges pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.