Hele landet: Dansk Folkeparti er nu blevet så store, at partiets EU-profil Morten Messerschmidt mener, det er uomtvisteligt, at partiet kommer i regering en dag. Og så står han klar til at blive en del af ministerholdet. Det siger han i et interview med Søndagsavisen.
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl har indtil nu udelukket regeringsdeltagelse, men Morten Messerschmidt er overbevist om, at partiet en dag vil komme i regering.
– Det er klart, at jo større man er, desto tungere vil man også veje i en regering. Og selvfølgelig kommer vi i regering på et tidspunkt, men spørgsmålet er bare, om det skal være lige her ved førstkommende folketingsvalg. Det er jo Kristian Thulesen Dahls vurdering, siger han til Søndagsavisen.
Partiet har flere gange været større end Socialdemokraterne i meningsmålingerne og ved EU-parlamentsvalget i sidste måned blev DF det største parti herhjemme.
Morten Messerschmidt har ambitioner om at vende tilbage til dansk politik på et tidspunkt. Og hvis Thulesen Dahl en dag skulle ringe Morten Messerschmidt op med tilbud om en ministerpost, lægger den unge politiker ikke skjul på, hvilke ministerier han finder mest interessante:
– Det kunne være utroligt spændende at arbejde med kirke og kultur ud fra en værdipolitisk dagsorden, siger han og peger på to yderligere ministerier.
– Ud fra mere infrastrukturelle overvejelser kunne transport også være spændende. Jeg er jo jurist, så jura kunne også være interessant, siger Morten Messerschmidt og understreger, at det er helt utænkeligt at sige nej til en ministerpost, hvis muligheden skulle komme.
– Jeg tror ikke, der er ret mange politikere, der ville takke nej til noget ministerium overhovedet, men vi skal jo altså lige vinde valget først.