Medlemmer af Black Cobra fængslet

Krimi: Seks unge mænd, der blev anholdt i forbindelse med Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis aktion den 31. marts 2009 mod gruppen Black Cobra, fik i dag dom ved Retten i Næstved.

De seks unge mænd i alderen 20-28 år var tiltalt for i alt 69 forhold vedrørende bl.a. salg af narkotika, besiddelse af våben, samt adskillige forhold vedrørende vold og grov afpresning i Næstved og Vordingborg området.

Lederen af Black Cobra på Sydsjælland, der tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, blev idømt 6 års fængsel og udvist af Danmark for bestandigt. Han ankede straks.

Dennes bror, der ligeledes var tiltalt i sagen, blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel og betinget udvist af Danmark. Han tog sig betænkningstid.

De øvrige tiltalte blev idømt fængsel i henholdsvis 3 år og 6 måneder, (han ankede), 2 år og 9 måneder (han modtog) og 2 år og 6 måneder (han modtog). Den sidste fik ikke fastsat sin straf i dag.

Efterforskningen mod gruppen Black Cobra har i alt ført til, at Sydsjælland og Lolland-Falsters politi har sigtet 48 personer, hvoraf 26 nu er dømt. 17 sager afventer fortsat endelig afgørelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.