Maskinmesterskolen Købehavn køber ny skole, der skal danne rammen om skolens ambitioner maritimt og industrielt uddannelses- og udviklingscenter.
Købet kan ske fordi Folketingets Finansudvalg har godkendt det aktstykke, der gør det muligt for skolen at erhverve sig ejendommen Gyrithe Lemches Vej 20 i Kongens Lyngby.
MSK overtager ejendommen fra Lyngby-Taarbæk kommune den 1. december 2015, hvorefter renoveringsarbejde og byggeprojekt igangsættes. Ejendommen er efter planen indflytningsklar til semesterstart i efteråret 2017.
Med det nye domicil erhverver MSK sig næsten dobbelt så meget plads som i dag.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen glæder sig over, at regeringen med godkendelsen af aktstykket er med til at skabe mere kvalitet og vækst.
– Uddannelsen får bedre rammer, der kan skabe nye muligheder for de studerende. Det er lykkedes at fastholde en placering tæt på DTU Danmarks Tekniske Universitet, så der er de samme muligheder for at samarbejde på tværs og sikre kvalitet i uddannelserne. Her får uddannelsen plads til at vokse og imødekomme efterspørgslen efter flere maskinmestre – ikke mindst fra den private sektor. Mere højtuddannet teknisk arbejdskraft vil bidrage til væksten i hele Danmark, siger Esben Lunde Larsen.
Udsigten til at kunne udvidde skolen glæder Maskinmesterskolen Københavns rektor Erik Andreassen:
– Vi er meget begejstrede for, at Finansudvalget har godkendt aktstykket, og vi kan købe ejendommen Gyrithe Lemches Vej 20. Vi får mere plads! Og det har været stærkt tiltrængt, da MSK har oplevet en meget stor vækst over de sidste 6-7 år. Vi forbliver tæt på DTU! Det er en vigtig prioritet for MSK. Det var det, da skolen flyttede fra Jagtvej i København og ud på DTU Campus i 2006, og det er det også nu, hvor vi flytter fra Campus og lige over på den anden side af Lundtoftevej. Vi bliver i kommunen! Skolens samarbejde med Lyngby-Taarbæk kommune har været fortrinligt, og vi har alle dage følt os værdsat og velkomne. Så det er med stor glæde, at vi kan fortsætte det samarbejde. Der skal også lyde en meget stor ros til Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har været en støtte i hele processen, siger Erik Andreassen.
Et nyt kapitel kan starte
Med det nye domicil tager MSK første skridt i dannelsen af et nyt maritimt og industrielt uddannelses- og udviklingscenter. Ambitionen er, at skabe et stort, stærkt, udstyrsrigt og fagligt yderst kompetent uddannelses- og udviklingscenter af høj international klasse, beliggende både i absolut nærhed til DTU. Ambitionen er også at skabe et enestående fagligt miljø og studiemiljø – ikke bare i en dansk kontekst, men også i et internationalt perspektiv.