København: To mænd begik i aftes røveri mod en Shell-tankstation på Roskildevej ved Damhussøen.
Røverne ankom til stedet omkring klokken 21.30 på en mørk knallert og gik ind på tankstationen, hvor de truede ekspedienten med en pistol.
Begge røvere var maskeret med elefanthuer og iført handsker.
Bagefter stak de af ad Peter Bangs vej og kørte væk fra Roskildevej mod Vanløse.
De fik et spinkelt udbytte med sig.
Da politiet ankom gennemsøgte flere patruljer området og tankstationens videoovervågning blev gennemset. Det lykkedes dog ikke at finde røverne.
De to røvere beskrives som mænd med en anden etnisk baggrund end dansk. De er begge 20-25 år og ca. 165 cm høje. Begge var iført sorte hættetrøjer og cowboybukser. De bar handsker under røveriet.