Flere danskere risikerer uforvarende at lade deres arv ende i statskassen, fordi de ikke har styr på arvereglerne eller får skrevet testamente. Det gælder især ugifte samlevende, der står uden juridisk arveret til hinanden – også selv efter mange år sammen.

Ifølge Anne Kjærhus Mortensen, advokat hos Ret&Råd, er det en udbredt misforståelse, at samlevende automatisk arver hinanden:
-”Hvis du ikke har oprettet testamente, og du går bort før din samlever, arver samleveren ikke automatisk og kan derfor risikere at miste muligheden for at blive boende i fælles bolig eller miste adgang til fælles midler. Det er de færreste klar over.”

Arveloven opererer med tre arveklasser. Første klasse omfatter ægtefælle og børn, herunder børnebørn, hvis et barn er gået bort. Anden klasse inkluderer forældre, søskende samt niecer og nevøer. Den tredje klasse består af bedsteforældre og deres børn, altså forældres søskende. Findes der ingen arvinger i disse grupper, går arven til staten. Fætre, kusiner og deres efterkommere har ingen arveret.

Et testamente giver mulighed for selv at bestemme, hvem der skal arve – og på hvilke betingelser. Arv kan eksempelvis gøres til særeje, så den ikke deles ved en eventuel skilsmisse, eller båndlægges, så unge arvinger ikke får hele beløbet udbetalt med det samme.

-”Du har også mulighed for at båndlægge arven, så unge arvinger ikke får det hele udbetalt på én gang. Det giver mulighed for en mere tryg og ansvarlig forvaltning – fx med støtte til bolig eller uddannelse,” forklarer Anne Kjærhus Mortensen.

Arveretten kan også overraske i den modsatte retning. Biologiske børn, som afdøde måske aldrig har haft kontakt med, har som udgangspunkt ret til arv – ligesom visse bortadopterede børn før 1957.

-”Det overrasker mange, at biologiske børn, man måske ikke kender eller har haft kontakt til, kan have krav på arv. Det viser tydeligt, hvor vigtigt det er at få styr på sin arvesituation i tide,” siger Anne Kjærhus Mortensen.

Et testamente er derfor et vigtigt redskab til at sikre, at arven fordeles i overensstemmelse med ens egne ønsker – og til at undgå, at værdierne i sidste ende går til staten.