Søndag eftermiddag blev en 46-årig mand fremstillet i grundlovsforhør sigtet for tyveri, forsøg på tyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 46-årige var i løbet af lørdagen flere gange i politiets søgelys.
Første gang var om formiddagen, hvor han forsøgte at bryde ind i en bil, der holdt parkeret på Dania i Næstved. Her blev han anholdt klokken 9.33, og da han havde 2,6 gram hash på sig, blev han sigtet for både tyveriforsøg for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Da dan 46-årige blev løsladt, begav han sig til banegården, hvor han skabte noget uro og blev anholdt igen klokken 13.10.
Da han blev løsladt klokken 16.13, fortsatte han til Vordingborg, hvor han smadrede ruderne i en stribe biler, der var parkeret på Marienbergvej og stjal flere forskellige ting fra bilerne.
Ved hjælp af vidner blev den 46-årige klokken 18.54 anholdt for tredje gang samme dag, og denne gang tilbragte han natten i politiets varetægt, indtil han søndag blev fremstilet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet frem til den 8. august.