En 46-årig kvinde fra København anmeldte mandag kl. 12.48 en episode, der fandt sted søndag aften i et mindre skovområde ved Universitetsvej i Himmelev.
Ifølge anmeldelsen sad kvinden på en træstub under en gåtur, da en mand omkring 50 meter fra hende sprang frem og begyndte at onanere.
Kvinden skyndte sig tilbage til sin bil og forlod stedet.
Manden beskrives som 25-30 år gammel, cirka 180 centimeter høj, solbrun med mørkt hår. Han var iført lyse bukser og sort T-shirt og bar en gammel ring på højre hånd.
Politiet efterlyser oplysninger i sagen og beder borgere, der kan genkende beskrivelsen, kontakte politiet på telefon 114.




