En 47-årig mand fra Harpelunde blev søndag klokken 18.25 anholdt og sigtet for trusler og to tilfælde af vold.
Det skete på Erantisvej i Nakskov, hvor den 47-årige tidligere på søndagen havde været hos en tidligere bekendt og havde slået en rude ind i døren. Han truede og gav en 41-årig kvinde et knytnæveslag i ansigtet og en 47-årig mand blev ramt af en skovl.
Kort efter, at politiet ankom til stedet, vendte den 47-årige tilbage til adressen i bil. Han var noget opfarende, og betjentene måtte bruge peberspray for at anholde ham.
Det viste sig, at han havde en promille, der var en del højere end det tilladte, og at han ikke havde noget kørekort. Han blev derfor også sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, og da det ikke var første gang, blev bilen beslaglagt på stedet.
Den 47-årige blev taget med til politistationen i Næstved.