Politiet har sigtet en 56-årig mand for overtrædelse af bereskabsloven efter en brand onsdag morgen i et buskads ved en p-plads på Jernbanevej i Ringsted.
Brandvæsnet blev kort efter klokken 8.30 alarmeret om branden og rykkede ud til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket.
Seks biler var i forbindelsen med branden blevet skadet i større eller mindre omfang. Politiet underettede bilernes ejere. Ingen personer kom noget til ved branden.
Branden var opstået, da den 56-årige mand havde anvendt en ukrudtsbrænder i området ved buskadset. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen på grund af uforsigtighed ved brugen af ukrudtsbrænderen. Den 56-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.