En 61-årig mand er blevet idømt en straf på 10 måneders betinget fængsel og en tillægsbøde i en sag om skatteunddragelse. Den 61-årige fik også vilkår om samfundstjeneste i 150 timer.
Dommen faldt torsdag før jul ved Retten i Næstved.
I forbindelse med projekt Money Transfer blev SKATs medarbejdere opmærksom på lønoverførsler fra en baltisk virksomhed til den dømte. Lønnen blev overført i indkomstårene fra 2010-2016, men den dømte i sagen undlod at selvangive indkomsten, der var skattepligtig.
Statskassen blev på den måde snydt for i alt 1,2 mio. kroner.
SKAT overdrog sagen til Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, der sendte sagen i retten.
Retten idømte den 61-årige mand en tillægsbøde på 1,2 mio kroner, og kravet fra SKAT om de 1,2 mio. kroner, der var genstand for skatteunddragelsen, består, selv om der er idømt en tillægsbøde.
– Jeg er tilfreds med dommen, der sender et klart signal om, at skatteunddragelse ikke betaler sig, siger anklagerfuldmægtig Stefan Kristensen.