En 30-årig mand fra St. Spjellerup samlede mandag aften en mand op på Lærkevej i Faxe for at give ham et lift.
Da han ville sætte manden af igen, ville han ikke forlade bilen, og den 30-årige fører af bilen blev bekymret for manden, idet han ikke var helt klar over, hvor han skulle hen og i øvrigt var ret sparsomt klædt i forhold til årstiden.
Den 30-årige bilist tilkaldte herefter politiet, og patruljen måtte konstatere, at manden – en 29-årig fra Roskilde – var lidt konfus, hvorfor de tog ham med på lokalpolitistationen i Næstved, hvor han fik ”et værelse” til næste morgen, hvor han skønnedes i stand til selv at finde til Roskilde.