Mandag eftermiddag blev en 57-årig mand fra Mørkøv fløjet til behandling på Rigshospitalet i København efter en arbejdsulykke på en mark i Tornved ved Jyderup.
Den 57-årige mand var kommet til skade, da en bigballe med en vægt på 4-500 kg var faldet af en traktor, hvor der stod flere bigballer i lag, og ramte ham. Uheldet var sket inden bigballerne var blevet spændt fast.
Ved uheldet pådrog den 57-årige sig flere knoglebrud.
Arbejdstilsynet blev underrettet og ankom til ulykkesstedet for nærmere at undersøge omstændighederne ved ulykken, så Arbejdstilsynet og politiet senere kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.