Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger nu et dødsfald, der fandt sted juleaftensdag i Gerlev ved Jægerspris. Det skriver Frederikssundposten.dk.
Politiet blev kaldt ud til en adresse i Gerlev kl. 09.51 juleaftensdag. Her var en fremmed mand løbet ind i huset og havde låst sig inde på toilettet.
Da politiet kom frem til stedet, skaffede betjentene sig adgang til toilettet og fandt manden livløs.
I sager hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed underettes, hvilket den blev samme formiddag. Myndigheden har nu iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og når den er afsluttet vil der blive udarbejdet en juridisk redegørelse om sagen til Statsadvokaten i København, skriver Frederikssundposten.dk.
:NB: