Skovlunde: En 30-årig mand fra Ishøj er blevet idømt to års ubetinget fængsel for besiddelse af to skydevåben i en lejlighed i Skovlunde, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Tirsdag den 15. september 2009 blev den 30-åriges opholdssted, en kælderlejlighed i Skovlunde, ransaget på grund af mistanke om opbevaring af våben.
Under ransagningen fandt politiet en pumpgun, en revolver, en gas/signalpistol, ammunition, 550 tabletter og 81 ampuller doping samt 23 g hash.
Den 30-årige blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.
I går blev sagen behandlet ved retten i Glostrup og ved strafudmålingen lagde retten vægt på den samtidige besiddelse af tilhørende ammunition. Det skærpede minimumsstraffen på et år for våbenbesiddelse.
I straffen indgik også to mindre forhold om besiddelse af doping og hash, og at våbenbesiddelsen fandt sted i prøvetiden for en tidligere dom om besiddelse af kniv.
Den 30-årige ankede dommen på stedet. Han er fortsat varetægtsfængslet.