En 36-årig mand blev lørdag aften bortvist fra Ølby Center og senere anholdt, efter at han havde skabt uro på Køge Sygehus.
Politiet rykkede lørdag klokken 18.41 ud til Ølby Center i Køge efter anmeldelser om en opfarende mand, der skabte utryghed i området.
På stedet traf betjentene en 36-årig mand fra Greve, som var i besiddelse af både en hobbykniv og en køkkenkniv. Ifølge politiet havde han ikke nogen gyldig grund til at bære knivene, som derfor blev beslaglagt.
Manden blev sigtet for at overtræde knivloven og bortvist fra området.
Kort tid senere, klokken 19.04, modtog politiet en anmeldelse fra Køge Sygehus, hvor den samme mand ifølge anmeldelsen havde forstyrret personalet, optrådt højtråbende og pillet ved en hjertestarter.
Da patruljen ankom, var den 36-årige ifølge politiet konfronterende over for betjentene. Han blev anholdt og kørt til politistationen, inden han senere på aftenen blev løsladt.




